Mange mennesker har aldrig besøgt en fodterapeut. Nogle vil aldrig få brug for det, mens andre kunne få god gavn af at få det gjort.

Problemet med fødder er, at det er en tabu-belagt kropsdel. Mange skammer sig over deres fødder og gemmer dem væk – vinter og sommer. Samtidig er fødderne en kropsdel, som vedvarende skal tåle meget store belastninger, og de skal kunne gøre det hele livet. Gener og måske endog smerter i fødderne virker meget begrænsende i dagligdagen, og det kræver pleje at holde fødderne i god form gennem hele livet.

Selv en minimal skævhed i en fod – måske forårsaget af noget så simpelt som en ligtorn – kan forårsage skævheder i knæene, hoften og ryggen. Ja, selv hovedpine kan være resultatet af selv et simpelt fodproblem, som en fodterapeut ville kunne behandle på mindre end 30 minutter. Vi har en tendens til at undervurdere fodproblemer, men husk:

 

Fødder skal ikke være ømme

 

Jeg har speciale i behandling af de gener, som ofte opstår ifm. f.eks. diabetes, psoriasis, gigt og neuropati. Herudover vil jeg kunne analysere din almindelige gang og specialfremstille et indlæg, hvis det skønnes nødvendigt. Mange af fodproblemerne kan dog opstå uden større helbredsmæssige årsager, og i det følgende ses et udsnit af nogle af de mest almindelige lidelser, som jeg også kan hjælpe dig med.

lidelser

 

Nedgroede negle

En eller begge sider af neglen vokser ned i tåens neglefalse og giver voldsomme smerter og evt. betændelse. Årsagen kan være, at neglen har været klippet forkert, men der kan være mange andre årsager. Lidelsen kan behandles akut, og i nogle tilfælde vil det kunne behandles permanent med en bøjlebehandling.

 

Neglesvamp

Neglesvamp kan opstå som følge af det fugtige og mørke miljø, som tånegle typisk befinder sig i. Neglen bliver misfarvet, fortykket og kan blive porøs og blød, hvorfor neglen ofte går i stykker. Din egen læge vil kunne behandle neglesvamp, men neglen bør renses op, og de porøse dele af neglen kan fræses væk i forbindelse med en fodbehandling.

 

Negleløsning

Negle kan løsne sig fra det såkaldte negleleje, hvilket kan ske hvis der foretages en for voldsom oprensning af neglefalsene. Det kan også ske, hvis neglen oplever et traume – f.eks. hvis man slår en tå på et møbel eller lign. Neglen bliver hvid, og hulrummet mellem neglen og tåen vil samle strømpeuld og sæberester. Dette giver et stort tryk under neglen, som resulterer i stadigt tiltagende smerter. Hvis negleløsningen er voldsom nok, vil de løse dele af neglen blive fjernet, men i de fleste tilfælde vil det være tilstrækkeligt at fræse neglen til og rense op forbindelse med en fodbehandling.

 

Skæve tæer

Skæve tæer ses oftest ved at storetåen peger mod fodens andre tæer eller omvendt. Det betyder, at tæerne typisk trykkes mod hinanden eller endog ligger ovenpå hinanden. Konsekvensen kan være, at der skabes ligtorne mellem tæerne, eller at neglene gnaver i tæerne med sår til følge. Årsagerne kan være mange, men det opstår typisk i forbindelse med brug af forkert fodtøj eller af en fejlstilling, som kan behandles med et indlæg og fodøvelser.

 

Ligtorne

Ligtorne er hud, der er komprimeret, som opstår på grund af et vedvarende, højt tryk. Ligtorne sidder typisk under fødderne og mellem tæerne, men kan i princippet findes overalt på fødderne – endog under neglene. Størrelsen på ligtorne kan variere meget, men de er næsten altid meget smertefulde. Heldigvis kan de fleste ligtorne behandles akut i forbindelse med en fodbehandling, men den dybereliggende årsag bør undersøges og eventuelt behandles med  indlæg eller silikone-aflastninger.

 

Sår

Sår kan opstå alle steder på fødderne, og årsagerne kan være mange. Da fødderne konstant er udsat for store tryk, vil sår have svært ved at hele. Samtidig er fødderne et sted, som giver bakterier gode vækstbetingelser, hvilket kan resultere i en infektion i såret. Særligt diabetes-patienter skal være opmærksomme på sår på fødderne, da disse patienter ofte har neuropati og i forvejen kan have et nedsat immunforsvar.

 

Høj/lav svang

Når du står op, skal dine fodknogler danne et hulrum under dine fødder. Dette hulrum kan være for stort – kaldet hulfod – eller for lille – kaldet platfod. Hvis du har en hul- eller platfod, vil du fejlbelaste dine fødder med hård hud og smerter i fødderne til følge. Fejlstillinger i fødderne har stor indflydelse på resten af bevægeapparatet, hvorfor du kan opleve smerter i både knæ, hofte, ryg og endog nakke. Der ses ofte andre fejlstillinger samtidig med hul- eller platfoden, som alle behandles med indlæg.

 

Hælsporer

En hælspore er en udvoksning på hælknoglen, som normalt kun kan behandles med en operation – dog kan tilstanden ofte lindres med indlæg. Tilstanden forveksles dog ofte med en betændelsestilstand i en sene i bagfoden, som kan behandles med indlæg, GaitLine sko,  laser, akupunktur og fodøvelser, der kan hjælpe med udstrækningen af fodens sener. Patienter med betændelsestilstanden har normalt store smerter, som ofte er mest udtalt om morgenen. Begge tilstande kan i øvrigt lindres ved såkaldt en tapening, hvor foden tapes ind med en speciel tekstiltape.

 

Hård hud

Hård hud er hud, som har været udsat for et stort tryk gennem længere tid. Hård hud hører ikke hjemme på fødderne, da det indikerer et underliggende problem f.eks. med fodtøjet eller måske en fejlstilling, som bør rettes op med indlæg. Fjernelse af hård hud er en væsentlig del af en fodbehandling.

 

Hælrevner

Store mængder hård hud på hælene, der udsættes for de store belastninger, som fødder normalt skal tåle, kan udvikle sig til hælrevner. Det ses som revner i hælene, som kan blive så dybe, at de bløder. Tilstanden er smertefuld, men heldigvis kan hælrevner behandles akut med en forbehandling og laser.

 

Betændelse

Betændelsestilstande kan opstå mange steder på fødderne. Typisk vil man opleve store smerter i forbindelse med en nedgroet negl, som kan behandles akut ved en fodbehandling ved hjælp af laser. Se også “Sår” og “Hælsporer”.

 

Muskelsmerter

Muskelsmerter udmønter sig på mange forskellige måder, men årsagen er som oftest en fejlstilling, som kan behandles med indlæg, laser samt fodøvelser.

 

Skæv bagfod

En skæv bagfod ses ofte i forbindelse med en høj eller lav svang (se “Høj/lav svang”), men tilstanden kan også skyldes, at fedtpuden i hælen er forskudt. Generelt vil en skæv bagfod give en fejlbelastning af fødderne og forkert muskelbrug, som vil resultere i smerter. Afhængig af årsagen vil den skæve bagfod kunne behandles med indlæg.

 

Nedsat ledbevægelighed

Hver fod indeholder 26 knogler, og leddene mellem disse kan alle blive mindre bevægelige. Det svarer til slidgigt, men kan resultere i helt låste led (ophørt ledbevægelighed). Årsagen kan være længere tids fejlstillinger, som kan behandles med indlæg. Afhængigt af hvilke led, der er tale om, og disses bevægelighed kan specifikke fodøvelser og akupunktur være gavnlige.

 

Nedsunken forfod

Nedsunken forfod er en meget almindelig lidelse. Forfodens naturlige bue kan ikke længere opretholdes og falder derfor ned på underlaget. Det giver normalt smerter ved gang og kan resultere i flere lidelser som hammertæer (se “Hammertæer”), hård hud (se “Hård hud”) og nerveafklemninger. Tilstanden er ofte aldersbetinget men kan ofte skyldes forkert fodtøj eller andre fejlstillinger. En nedsunken forfod behandles med indlæg.

 

Knyster

Knysterne sidder på storetåens grundled. Disse knogleled kan åbne sig, så storetæerne bliver skæve (se “Skæve tæer”). Knyster kan opstå, som følge af visse gigtformer, forkert fodtøj eller være arveligt betinget. Sidste udvej er en operation, men knyster kan ofte behandles med indlæg og smertelindres ved hjælp af laser eller akupunktur.

 

Hammertæer

Hvis en eller flere af dine tæer krummer sig sammen, så tæerne står som en bue, har du formentlig fået hammertæer. Det kan opstå ved brug af forkert fodtøj, men kan også opstå i forbindelse med nedsunken fodfod (se “Nedsunken forfod”). Hammertæer kan låse sig i den krumme stilling, og det kan give anledning til hård hud på spidsen og på oversiden af hammertæerne. Neglene kan også blive fortykkede (se “Fortykkede negle”), hvilket skaber et unødvendigt tryk på tæerne. Hammertæer kan lindres med en fodbehandling og aflastninger, og hvis det er opstået i forbindelse med en nedsunken forfod, kan hammertæerne behandles med indlæg og fodøvelser.

 

Fortykkede negle

Neglen kan pludselig blive tykkere, hvilket som oftest sker som reaktion på et forøget tryk fra f.eks. forkert fodtøj eller som følge af hammertæer (Se “Hammertæer”). Fortykkede negle kan bl.a. give ligtorne under neglene, som bliver mere og mere vanskelige at klippe. Årsagen til tilstanden skal undersøges, men den eller de fortykkede negle fræses ned i tykkelsen i forbindelse med en fodbehandling, så de umiddelbare gener undgåes.